at-dele-krisen
Portal
/
patienthaandbogen
/
kraeft
/
sygdomme
/
at-dele-en-krise-i-livet
/
at-dele-krisen
/
Home
Data
patienthaandbogen
akutte-sygdomme
allergi
blod
brystsygdomme
arbejdsmedicin
boern
forsikringsmedicin
graviditet
infektioner
hjerne-og-nerver
hjerte-og-blodkar
hormoner-og-stofskifte
hud
knogler-muskler-og-led
kosmetisk-kirurgi
kraeft
om-kraeft
symptomer
sygdomme
blod-og-lymfe-kraeft
brystkraeft
gynaekologisk-kraeft
hormonkirtel-kraeft
hud-kraeft
lunger-kraeft
mavetarm-kraeft
mandlige-koensorganer-kraeft
nervesystemet-kraeft
nyrer-og-urinveje-kraeft
oere-naese-hals-kraeft
oeje-kraeft
behandlingsmetoder
lindrende-behandling
hjaelpe-og-stoetteordninger
boern-og-unge-og-kraeft
den-sidste-tid-hjemme
raad-til-kraeftpatienter
forebyg-kraeft
at-dele-en-krise-i-livet
at-dele-krisen
krisereaktioner
mestring
praktiske-raad-ved-kritisk-sygdom
diverse
undersoegelser
illustrationer
kvindesygdomme
lunger
mave-og-tarm
maend
nyrer-og-urinveje
psyke
psyke-hos-boern
rejsemedicin-og-vacciner
sexsygdomme
sjaeldne-sygdomme
sociale-ydelser
sundhedsoplysning
undersoegelser
aeldre
oejne
oere-naese-hals
om-patienthaandbogen
soeg
Sundheddk apps
Laegehaandbogen
Apps
Brugermanual
<Provider Id="sundheddkcms"> <Item Id="{BC5A3876-A626-4C7D-85AA-E5ACDA638763}" Name="at-dele-krisen" Type="PHContentPage" ParentProviderId="sundheddkcms" ParentItemId="{75519C92-F78E-4758-8CED-B23DDAAB9CBC}" SortOrder="100" PublishDate="2010-01-15T10:06:00" DeleteDate="2999-12-31T00:00:00" PotItemType=""> <Content> <LinkListField Name="Spot2"> <LinkField linktype="internal">{A12FFEB9-7D21-4130-9428-1457C5AB696B}</LinkField> </LinkListField> <HtmlField Name="FactContent"><![CDATA[<h2>Fakta</h2> <ul> <li>Tal og lyt til hinanden </li> <li>Brug ærlige svar og åbne spørgsmål </li> <li>Det hjælper at tale om det, man tænker på </li> </ul>]]></HtmlField> <HtmlField Name="PageContent"><![CDATA[<h2>Giv tryghed ved kontakt</h2> <p>"Hvordan skal jeg være, hvad skal jeg gøre?"</p> <p>Erfaring viser, at det betyder meget at være tilgængelig for hinanden, at vise at man bryder sig om, hvordan den anden har det. Det kan gøres helt konkret ved at prioritere at være sammen. </p> <p>Vær klar over, at det er normalt med følelsesudbrud som gråd og vrede, depression, isolation, tavshed, og latter. Hvis man viser, at man ikke er bange for de følelser, den anden viser, mister de lidt af deres skræmmende præg også for den, som oplever dem. Angsten bliver mindre, og man kan få frigjort kræfter til at gå videre i kriseforløbet.</p> <p>At lytte til det, den anden siger, er det vigtigste man kan gøre. Det indebærer, at man ser hinanden. </p> <p>Det siges, at 80 % af det man siger, siges med kropssproget, stemmen, de bevægelser man gør, blikket, smil og gråd. 20 % siger vi med ord. Har man hele opmærksomheden rettet mod den anden, og sørger for virkelig at forstå det som udtrykkes, opleves en situation med tryghed og støtte.</p> <h2>Stil spørgsmål</h2> <p>"Hvad har du af ønsker ?"</p> <p>Et godt råd er at stille "åbne spørgsmål", spørgsmål, som giver mulighed for at snakke om situationen. Fx.: "Hvad føler du nu? Hvad tænker du på? Hvad har du mest lyst til at gøre nu?"</p> <p>Stiller man det, som kaldes "lukkede spørgsmål," der kan besvares med enstavelsesord som ja eller nej, er det ikke lige så let at komme i gang med en samtale, eksempelvis "Har du det godt?"</p> <p>Hvad gør man, når man ikke ved, om den anden vil tale om kræftsygdommen og konsekvenserne af den? Man stiller direkte spørgsmål: "<em>Vil du tale om sygdommen</em>?" Vær åben for signaler på, hvad den anden ønsker at tale om, grib fat i det og spørg videre: "<em>Hvad mener du med det</em>?" "<em>Har jeg forstået dig rigtig</em>? <em>Du sagde...</em>" <em>"Snak videre</em>." Så går man videre fra det svar man får, hvad enten det er om sygdommen eller helt andre ting.</p> <p>Husk at give ærlige svar selv. Man skal aldrig glemme, at der foregår en proces hele tiden, og at det er almindeligt at gå frem og tilbage i kriseforløbet. Det man ikke klarer at sætte ord på i dag, kan man ønske at tale om i morgen, men måske ikke i overmorgen. Forvent aldrig at det, et menneske i krise siger, gælder for altid. </p> <p>Giv hver dag en ny chance. Det allervigtigste er imidlertid respekten for det andet menneske. Man skal også vise forståelse for, at nogle aldrig vil tale om deres sygdom, eller måske kun vil tale med få udvalgte om deres tanker.</p> <h2>Misforstået hensynsfuldhed</h2> <p>"Vi skal ikke tale om kræftsygdommen."</p> <p>Mange familier synes, det er vanskeligt at tale om kræft. De frygter, at den syge ikke vil være i stand til at tackle tilstanden, eller at de selv synes, det er vanskeligt at tackle situationen.</p> <p>Her ligger en fare. Man kan være fristet til at behandle den, der er syg, som et barn, der skal beskyttes. Man kan tage afgørelser hen over hovedet på ham eller hende, eller tale om kræftsygdommen, når den syge ikke hører det. Man ønsker at hjælpe, men presser i virkeligheden den, som har kræft, længere ind i en rolle, hvor han eller hun bliver passiv og ikke behøver at tage noget ansvar.</p> <p>Forskning har vist, at pårørende, som fortrænger den faktiske situation, er med til at hindre, at den syge kommer videre i krisebearbejdelsen. Den syge prøver at tilpasse sig omgivelserne ved ikke at tale om sygdommen. </p> <p>De pårørende på deres side tror de følger den syges ønske, når de ikke taler om det, som egentlig er i alles tanker. Dette fører alle ind i en ond cirkel. Den bedste hjælp man kan give er at sørge for, at den, som har kræft, både bevarer sin selvrespekt og kontrollen over situationen ved at blive behandlet som den person han eller hun altid har været og fremdeles er.</p> <h2>Pårørende står udenfor</h2> <p>"Jeg er så alene."</p> <p>Angsten og fortvivlelsen kan være lige stor hos de pårørende som hos den syge. Ja, i perioder vil den måske være større, fordi pårørende kan føle sig udenfor og alene. De får ikke altid information fra lægen, som ofte kun forholder sig til den syge. Desuden vil den person, som er syg, måske ikke tale om sygdommen.</p> <p>Den syge skal efterhånden prøve at sætte sig ind i de pårørendes situation og se, at de har behov for information og støtte på linje med en selv. Hvis den kræftsyge altid har en pårørende med til lægen, vil det gøre situationen tryggere for alle. Så kan man efterfølgende snakke sammen, og bedre huske og forstå det som lægen sagde. </p> <p>Ved sygdom bliver de roller man har i forhold til hinanden udfordret. Specielt unge mennesker kan føle sig isoleret. Unge kan føle et nyt ansvar overfor forældrene, som de ønsker at hjælpe og støtte. Forældrene på deres side vil holde fast i forældrerollen, og synes ikke det er naturligt at tale med børnene om deres problemer. </p> <p>Det modsatte sker også. De unge kan få et alt for stort ansvar hjemme, uden at sundhedsvæsenet eller andre ser det og hjælper dem med information eller opmærksomhed. Desuden er unge mennesker i en særlig sårbar fase i livet og har ofte nok med de problemer overgangen til voksenalder medfører.</p> <p>Bliver en af deres nærtstående alvorlig syg, vil de kunne opleve en dobbeltkrise, både problemer med at finde eget ståsted, og angsten for at miste en de er glad for. Specielt en teenagepige, som har en alvorlig syg mor, eller en dreng med en syg far, kan have det ekstra hårdt uden at vise det. Det er let at tro, at de unge klarer sig selv. De har deres venner og deres egen verden. </p> <p>Hvis man er klar over, at alvorlig sygdom i familien kan være ekstra vanskeligt for teenagere at opleve, er det i sig selv en hjælp. Unge og børn skal ud fra deres ståsted tages med i samtaler om situationen og være med at sætte fælles mål for, hvordan man sammen videre skal forholde sig.</p> <h2>Dårlig samvittighed</h2> <p>"Jeg har så dårlig samvittighed."</p> <p>"Jeg føler, at jeg ikke har mere at give. Jeg ville så gerne have været en støtte hele tiden."</p> <p>Både den syge og de pårørende kan få disse følelser. Det, ikke at have kræfter til at tage vare på hinanden, når man mest ønsker det, hører med til kræftsygdommen. I lange perioder lever man i uvished og angst for, at sygdommen skal sprede sig. Halvdelen af dem, som får kræft bliver raske, men hvis sygdommen kommer tilbage, går man på ny ind i en krise. Da kan alle reaktionerne gentage sig, af og til endda stærkere end før, fordi man ikke fik bearbejdet de følelser man oplevede, da diagnosen i sin tid blev stillet.</p> <p>Man vil gerne hjælpe ved at fortælle om bekendte, som er blevet raske, men den kræftsyge skal kunne tale om sin egen sygdom, uden at andre fortæller om deres eller bekendtes sygdomme. Den syge skal kunne bearbejde sine tanker uden at blive underholdt om andres situation. Det er også vigtigt, at pårørende og venner ikke sår tvivl om lægens behandling ved stadig at foreslå nye behandlingsalternativer, som man læser eller hører om. Rokker man ved tilliden til behandlende læge, kan man i stedet for at give tryghed kun øge usikkerheden, som altid vil være til stede ved en kræftsygdom.</p> <h2>Lidelsen</h2> <p>Lidelse er et sammensat begreb og findes på mange plan: Psykisk, fysisk, socialt og åndeligt. Lidelsen ved at have en alvorlig sygdom indebærer utryghed for fremtiden, tankerne om alt det man kan miste eller ikke får oplevet, mennesker og ting man skal tage afsked med.</p> <p>"Skal jeg til at dø? Hvordan vil det gå med min familie, når jeg er borte? Vil de klare sig?" Når disse tanker samtidig kommer med, at man i perioder sover dårligt, ikke har appetit, er afkræftet, ensom, bange og har fysiske smerter, så kan det indebære stor lidelse.</p> <p>Men her ved vi, at det hjælper at tale om det, man tænker på. Da vil kræfter blive frigjort, og man kan til og med evne at se glæder, opleve livskvalitet og få styrke til at leve her og nu. Langt fra alle kræftsygdomme giver fysiske smerter. I dag kan over 90% af dem, der får smerter ved kræft, blive næsten fri for smerter, når de nye principper for smertelindring følges:</p> <ul> <li>Kræftsmerter skal forebygges </li> <li>Man skal tage smertestillende medikamenter til faste tider (altså før smerterne kommer tilbage) </li> <li>Doseringen skal være individuel. Som pårørende og ven er det meget vigtigt, at du ikke blander dig i medicineringen</li> </ul> <p>"Du skal ikke bruge så meget medicin, for du kan blive afhængig." eller "Nu, når du ikke har smerter, skal du ikke tage smertestillende."</p> <p>Dette er gamle myter. Nogle skal have høje doser, andre lave doser for at holde smerterne i skak. Forskning har vist, at mennesket udskiller morfinlignende stoffer, endorfiner, i større eller mindre mængder. Den mængde man udskiller er udslagsgivende for, hvor store doser smertestillende medicin, man skal have tilført. </p> <p>Smerteoplevelsen er sammensat af fysiske og psykiske komponenter, altså smerter som nerveimpulser overfører fra de steder i kroppen, hvor årsagen til smerten sidder, i tillæg hertil også de tanker man slås med. Det, at kunne tale om og bearbejde hvad man tænker på og er bange for, er derfor med til at formindske lidelsen.</p> <h2>Håb</h2> <p>Der findes mange typer håb. Håbet om at blive rask. Håbet om at hver dag bliver så god som mulig. Håbet om at dem man er glad for får det godt.</p> <p>"Lægen tog alt håb fra mig" er en almindelig sætning, når man har fået besked om, at sygdommen har spredt sig, eller at der ikke findes mere medicinsk behandling at tilbyde. Specielt for mennesker midt i livet, kan dette være ekstra vanskeligt. </p> <p>Man er i færd med at gå ind i de midaldrende rækker, og samtidig forstærker kræftsygdommen angsten for fremtiden. Man oplever at se sin rolle i arbejdslivet, måske i familien, blive forandret. Kræft skal i mange tilfælde ses som en kronisk sygdom. Man bliver ikke rask af sygdommen, men man lever med den og med uvisheden om, hvordan den udvikler sig. </p> <p>Før hver kontrol kan man opleve nye <a href="~/link.aspx?_id=DF66ADCA675F4E27A27FE0A46D00711B&_z=z">krisereaktioner</a>. At vide at dette er almindeligt, kan hjælpe en til at støtte hinanden ekstra i de perioder, ved at tale om den ængstelse, man har og ved at lytte til hinandens tanker. Håb dannes på den vej man går. Håbet ligger i forventningen om, hvad der skal ske. Det gælder om at definere håbet til at omfatte det gode i det, som man inderst inde ved er realistisk.</p> <p>Når man får vide, at sygdommen fører til, at livet snart er slut, oplever man en sorgproces hvor vrede, benægtelse, depression og accept er normale følelser, som kommer og går. Begrebet, som kaldes købslåning, er en del af denne proces. Man gør hvad det skal være for at leve lidt længere. Det er i denne fase, at det er almindeligt at søge alternativ eller komplementær behandling. Dette er noget, som den enkelte skal afgøre selv, og ikke presses til af velmenende pårørende. Den enkelte skal møde respekt for sine valg i livet, men den enkelte har også krav på at få ro og støtte til at acceptere det, som ligger foran. </p> <h2>På forskellige steder</h2> <p>"Jeg vil tale om sygdommen. Han undgår at tale om den."</p> <p>Til trods for at krisereaktioner udgør et fælles mønster, så har hvert enkelt menneske sine individuelle reaktioner. Det gælder de følelser man har, hvor længe de varer, og hvordan de eventuelt skifter fra vrede til bitterhed til fortrængning og tilbage igen, før man kan se situationen i øjnene og ønske at gøre noget ved den. Hvordan man har tacklet tidligere oplevelser farver altid den nuværende situation.</p> <p>Det er særligt på dette område, der kan opstå vanskeligheder mellem den syge og pårørende. Begge er i krise, men på forskellige måder. Den ene kan være styret af stor angst, fortrænger ubevidst og orker ikke at tale om sygdommen. Dette kan lige så godt være en nær pårørende, som den som er syg. Den anden er kommet videre, kan se virkeligheden i øjnene og ønsker at tale om kræftsygdommen. </p> <p>Det er vigtigt at respektere den andens ståsted, hvad han eller hun vil tale om, eller ikke tale om. Angsten reduceres gradvist, hvis man bliver mødt med tryghed, accept og kærlighed fra omgivelserne. Det giver også en større chance for at komme til klarhed og komme videre i bearbejdelsen af en krise.</p> <p>Hvis begge parter fortrænger, kan der gå dage og uger uden, at man taler om kræftsygdommen. Til slut kommer man måske til et punkt, hvor ting har modnet. Både den kræftsyge og de pårørende kan få behov for at tale om deres følelser og tanker og i fællesskab finde frem til, hvordan de skal tackle situationen.</p> <h2>Giv hinanden omsorg</h2> <p>Den som har fået kræft er ligeværdig med de raske. Den kræftsyge kan være en lige god støtte for familie og venner, som de kan være for ham eller hende. De deler en krise i livet og har behov for at støtte hinanden.</p> <p>Dette gælder ikke mindst ved slutningen af livet, hvor alle er dybt inde i sorgen over det, de skal miste. Over for døden er alle ensomme. Den som skal dø, skal alene bære visheden om at skulle forlade livet snart. Alligevel kan det være til trøst og hjælp at kunne dele denne ensomhed. </p> <p>Ensomhed skyldes mangel på at høre til. Det at føle, at man hører livet til, helt til det sidste og deltage i alle bestemmelser, som angår en selv, kan være en hjælp i ensomheden. Men man ved også, at ved slutningen af livet kan det være naturligt for den syge gradvist at trække sig bort fra sine nærmeste og i stedet knytte sig til sundhedspersonalet. </p> <p>Dette kan føles sårende for de pårørende, men det er en almindelig løsrivelsesproces. Andre kan komme så nær hinanden som aldrig før og kan føle, at denne sidste tid sammen har været så rig som ingen anden tid i livet. Det giver dem, som sidder tilbage, en stor rigdom i sorgen.</p> <h2>Skriv tankerne ned </h2> <p>Mange er alene uden pårørende eller venner og har ikke nogen at dele krisen med. Andre vil på grund af forskellige erfaringer i livet hverken tale med venner eller pårørende om sygdom eller følelser. Da kan det være en hjælp at skrive det ned, man tænker, føler og oplever. Sæt ord på vrede, håbløshed og skuffelse. Det kan være en god måde at bearbejde krisen på.</p> <h2>Søg hjælp</h2> <p>I mange situationer kan man ønske at bearbejde tanker og følelser med udenforstående, som man kan stole på. Kræftens Bekæmpelse har rådgivningscentre i alle regioner. Der kan man henvende sig og få information om aktuelle tilbud, som findes i nærmiljøet. </p> <p>Man kan også ringe til Kræftlinjen og få information og støtte. For mange kan det være en hjælp at få kontakt med andre i samme situation.</p> <h2>Vil du vide mere?</h2> <ul> <li>Ved behov for yderligere råd eller vejledning, kontakt <a rel="noopener noreferrer" href="https://www.cancer.dk/" target="_blank">Kræftens Bekæmpelse</a></li> </ul>]]></HtmlField> <TextField Name="DoctorsHandbookID">1884</TextField> <TextField Name="PageTitle">At dele krisen</TextField> <TextField Name="NavigationTitle">At dele krisen</TextField> <CheckBoxField Name="ShowInMenu">true</CheckBoxField> <CheckBoxField Name="ShowInContentField">true</CheckBoxField> <DateTimeField Name="RevisedDate">2023-11-24T10:06:00</DateTimeField> <LinkListField Name="Authors"> <LinkField linktype="internal">{B1D40C58-6E29-4B85-8A45-EFA8706B8C83}</LinkField> <LinkField linktype="internal">{ED7CEC94-3F7A-4FB5-BBB0-A3681BCFC481}</LinkField> </LinkListField> <LinkListField Name="Organization"> <LinkField linktype="internal">{DBBC5F07-FEB9-4FAC-8DCA-1C8C28C4F5B5}</LinkField> </LinkListField> <LinkListField Name="SearchAreaID"> <LinkField linktype="internal">11</LinkField> </LinkListField> <TextField Name="Description">Erfaring viser, at det betyder meget at være tilgængelig for hinanden, at vise at man bryder sig om, hvordan den anden har det. Dette kan gøres helt konkret ved at prioritere at være sammen.</TextField> <LinkListField Name="LHPHEditor" /> <TextField Name="ICPC2">P02</TextField> <TextField Name="__Updated by">sitecore\kack</TextField> <TextField Name="MetaKeywords">kræftsygdom, krise, at dele en krise i livet</TextField> <LinkListField Name="InformationCategory"> <LinkField linktype="internal">IC_14</LinkField> </LinkListField> <LinkListField Name="InformationType"> <LinkField linktype="internal">10</LinkField> </LinkListField> <LinkListField Name="SearchTargetGroup"> <LinkField linktype="internal">1</LinkField> </LinkListField> </Content> <Medias /> </Item> </Provider>
20.304 characters